Det er tre år siden jeg sidst var i Grønland, og jeg glæder mig. Jeg skal flyve den 2. januar om morgenen, og hjemmefra klokken 6.30.

Nytårsaften tilbragte jeg i fredeligt selskab i Solrød med min mor hos min bror og familie. Jeg brød tidligt op og var hjemme ved 22 tiden. Dagen efter skulle jeg pakke og gøre rent. Pakkelister og to-do lister havde ligget klar på spisebordet i ugevis, og jeg glædede mig til at gå i gang fra en ende af næste dag, hvor resten af Danmark sikkert lå brak med tømmermænd. Mens pigekoret sang ”Vær velkommen” nussede jeg rundt, og på vej ned ad trappen med favnen fuld af vasketøj glemte jeg i distraktion det sidste trin, og trådte lige ud i den tomme luft. Uden jeg ved hvordan det gik til sad jeg pludselig på gulvet og tænkte: ”Shit!!” jeg kunne straks mærke, at min ankel var helt forkert. Chokeret kom jeg med besvær på benene og humpede hen og fandt en pose frosne bønner i fryseren. Haltende kom jeg op i sofaen og lagde posen på min ankel. Jeg fik total angst i maven, hele verden drejede nærmest rundt for mig. Flash back til mit cykelstyrt i 2011, en uge inden jeg skulle til Nuuk, hvor jeg måtte starte mit vikariat med tre ugers sygemelding – alt var kaos inde i mit hoved.

Åh nej, her hjælper vist ingen bønner, hverken frosne eller de mere åndelige.

Næste formiddag kørte min uundværlige veninde mig på skadestuen så jeg kunne blive røntgenfotograferet, intet brækket Gudskelov, men anklen var allerede fuldstændig blå og hævet, og jeg kunne på det nærmeste ikke gå. Jeg besluttede at tage af sted alligevel, jeg ville simpelthen ikke melde mig syg. Jeg kunne lige akkurat klemme min fod ned i mine røde sælskindsstøvler med lynlås foran. Jeg skrev en mail til distriktslægen og forklarede situationen og skrev også at jeg håbede på, at jeg ikke skulle bo alt for langt fra sygehuset.

I lufthavnen opgraderede jeg mig til business class for 2000 kr, så jeg i det mindste havde lidt bedre plads til benene og mere komfort. Jeg kunne slet ikke magte tanken om at sidde klemt inde med knæene oppe om ørerne i mere end fire timer. Jeg havde tømt hvad jeg havde af smertestillende medicin hjemmefra, så jeg var godt dopet hele vejen. Fra Kangerlussuag – Sønderstrømfjord – skulle jeg videre med indenrigsfly til Ilulissat. Folk var helt vildt søde og hjælpsomme, der var hele tiden nogle som tog min kabinekuffert og holdt døre osv., da jeg kom humpende med min ene krykke. Fra Ilulissat skulle jeg videre til Qaarsut. Den afgang var imidlertid aflyst, så alle som skulle have været videre blev indlogeret på Hotel Icefjord for natten. Det hotel er bygget sådan, at alle værelser ligger lige ud til Isfjorden, det er helt fantastisk smukt.

Her faldt jeg i snak med en ældre mandlig sygeplejerske på 70 og en ung læge på 35 som begge skulle til Uummannaq. Sikke et held. De hjalp og bar og støttede og snakkede og kom med gode råd. I min ynkelige tilstand var jeg ikke i stand til at nyde hverken smuk udsigt eller luksusværelse. Lå bare på min seng med benet på tre hovedpuder til vi skulle spise. Jeg baksede mig hen i restauranten og spiste med mine to nye venner. Sygeplejersken, Jens, havde boet i Grønland i ti år i Ilulissat og været mange gange i Uummannaq, lægen, Frederik, derimod var novice, det var hans første gang. Han lyttede begærligt og med store øjne til alle vores historier om dette og hint. Vi fik både middag og et glas hvidvin på Air Greenlands regning.

Til natten lånte jeg en ispakning i receptionen. Den fik jeg surret fast på anklen og fik nogle timers søvn.

Næste morgen blev vi alle fragtet til lufthavnen og afsted kom vi til Qaarsut, en flyvetur på 25 minutter. I Qaarsut skulle vi vente i seks timer på helikopteren. Den var nemlig på bygdetur, da det jo var planlagt til dagen før, at vi skulle med, så vi kunne først komme afsted når helikopteren var tilbage. I Qaarsut er der absolut ingenting. Jeg sad med mit ben på min hovedpude oppe på bordet og gættede Politikens lørdagskryds og sludrede lidt med Jens og Frederik. Først omkring klokken 16 var vi i Uummannaq, hvor vi blev hentet af en portør og kørt til sygehuset. Her fik Jens knus og kram af alle, og jeg fik hilst på og fortalt om mit uheld.

Lægerne har en vagtbil. Her er tre læger, og den der har vagten har rådighed over bilen. Imidlertid bor lægerne ret tæt på sygehuset, så Jens lagde beslag på bilen, da han er gammel og bor meget langt oppe ad fjeldet. Til fods skal man forcere snoede, tilisede veje og flere hundrede trappetrin – op, op, op. Lykkeligvis er vi naboer, for jordemoderens hus ligge lige ved siden af hans. Jeg havde fået en bolig der nærmest lå så langt fra sygehuset som det er muligt. Først kørte han mig i butikken, Pilersuisoq, så jeg kunne få mælk og frugt og knækbrød og en billig flaske rødvin til 119 kr. til at dulme mine nerver, og bagefter hjem. Hvor heldig har man lov at være. Måske var mine bønner alligevel blevet hørt. Den første uge havde vi begge dagvagter hver dag, så jeg er kørt med ham ud og hjem alle dage. Ugen efter har han aftenvagter, men har kørt mig alligevel. Han er jo en ældre herre, og kan ikke sove længe – så kan han ligeså godt køre mig.

Efter ti dage gik, eller rettere, trippede jeg på arbejde på stive ben og tog en taxa hjem. Efter 14 dage, går jeg begge veje. Det går langsomt. Op og ned ad de utallige trapper klamrer jeg mig til gelænderet, ræd for at glide. Her er ufattelig kuperet og vejene er beklædt med is og sne. Min ankel er ikke vild med det, men den er tapet godt op af den søde fysioterapeut på sygehuset, så jeg klarer det.

�`��-͖