Mit hus er fint, der er alt hvad jeg har brug for. Køkken, stue og to soveværelser og den mest formidable udsigt ud over hele byen og fjorden med kæmpe isfjelde. Jeg har nu ikke så megen glæde af den endnu, da det er mørkt hele tiden. Jeg regner nu med, at lyset tiltager over de næste uger, så der vil være et par timer midt på dagen hvor himlen er lys. Solen kigger først frem bag fjeldene igen den 4. februar, så det når jeg formentlig ikke at opleve. Dog kan man aldrig vide. Det er altid uvist, om man kommer afsted som planlagt. En fast læge, som har boet her i 13 år har ferie nu i tre måneder og skal til Frankrig. Hun glædede sig ustyrligt, for når man er læge her, er man nærmest altid på kald, så det er barskt. Den første onsdags jeg var her blev der holdt afskedskaffe i patienternes dagligstue for hende med sang og kager og gaver, det var meget rørende. Hun skulle afsted med helikopteren næste morgen 6.10. Den blev imidlertid aflyst pga vejret, og op ad formiddagen var hun på sygehuset igen, og arbejdede, ligeså fredag. Den helikopter hun så skulle have været med blev optaget af to patienter som skulle evakueres til Nuuk. Én med en brækket hofte, som havde ventet i mange dage, og én med en dislokeret skulder, som lægerne her ikke kunne sætte på plads. Så lægen kom først afsted sidst på dagen lørdag, hvilket betyder, at hun ikke kan nå Danmarksflyveren fra Kangerlussuag, og må vente i Ilulissat helt til mandag. Det er det der kaldes: de særlige grønlandske forhold. Det er simpelthen aldrig til at vide, om man kan komme ud af byen eller ej.

 I byens huse er der ikke træk og slip. Toilettet ser ved første øjekast yderst tilforladeligt ud, man snydes til at tro, at der er en faldstamme men nej. Ved nærmere eftersyn er der ingen cisterne, og det der ligner en faldstamme er et udluftningsrør ned til toilettønden. Når man sidder der, og det stormer udenfor smyger der sig en frisk brise omkring bagdelen – pudsig fornemmelse. I tønden er placeret en solid, sort plastpose. Når man selv synes, så skifter man posen. Det er en blandet fornøjelse. Iført kraftige gummihandsker og bevæbnet med et stykke plastbehandlet ståltråd løfter jeg låget og wc brættet. Under dette er der endnu et bræt, som holder posen på plads. Brættet fjernes og med en rask bevægelse løsnes posen mens jeg holder vejret og toppen snos et par omgange. Så vikles ståltråden om og lukkes med en særlig anordning som snor ståltråden godt fast. Posen løftes op og bæres ud og placeres i en dertil indrettet lille træboks med låg uden for huset. Tre gange om ugen bliver den lille boks tømt, og når jeg kommer hjem fra arbejde ligger der en ny, sammenrullet pose i boksen – lige til at sætte på plads i tønden.

 Jeg får desværre ikke gået så mange ture, når jeg kommer hjem fra arbejde er jeg træt, har ondt i min ankel og sidder bare med benet oppe og ser fjernsyn, strikker og drikker te.

Byen er bygget op ad fjeldsiderne. Her er ufattelig kuperet, og aldrig i mit liv har jeg set så mange forskellige slags trapper. Der er trapper overalt - op til hvert et hus, på tværs af veje og op ad fjeldsider. Trapper bygget af træ, med gelænder og afsatser og fulde af is og sne. Hver dag forsøger jeg mig med en ny vej til arbejde som jeg tænker er smartere end den jeg valgt i går. Jeg kan simpelthen ikke huske hvilken vej eller trappe jeg gik ad dagen før, for det er mørkt og blæsten bider mig i ansigtet og slører mit syn. Jeg er forsigtig med hvor jeg sætter mine fødder, går helst inde i vejkanten hvor sneen er lidt mere ujævn eller allerhelst i de spor, som snescooterne efterlader. Larvefødderne laver riflede spor i sneen, her står man nogenlunde fast. Hver dag ender jeg for enden af en trappe et nyt sted, og er lettet når jeg har fundet ned til sygehuset i uskadt tilstand.

 

 

/o:����]ϖ